Keratektomi – Hornhinde ulcus / sår

Enhver hund eller kat kan få et lille hornhindesår, ofte heler disse op uden behandling eller samtidigt med at der gives antibiotika (”penicillin”) øjendråber.

Til tider heler disse sår (ulcus, erosioner) ikke op, og det bliver til en kronisk sygdom.

Hvis et hornhindesår (ulcus) ikke er helet op efter 1-2 ugers behandling med øjendråber anses tilstanden for at være kronisk.

Der kan være en del underliggende faktorer og ofte spiller forandringer i det forreste af hornhinden (stroma – kornea)en stor del i patogenesen (sygdomsudviklingen).

Disse kroniske ikke-helende hornhinde (kornea) sår heler normalt hurtigt op efter en kort operation (keratectomi, keratektomi), hvor det unormale væv skæres ud af hornhinden. Hornhindens tykkelse er 6-800 micrometer (my-meter) hos hund og 150-200 my skæres bort i en tynd skive ved brug af specielle skalpeller og under forstørrelse (ofte ved brug af et operationsmikroskop).

Patologisk undersøgelse af det ”bort-skårne” væv er en god ide for at få svar på, hvad den underliggende årsag var, og for evt. at forebygge tilstanden i det andet øje.